Mange danskere pådrager sig hvert år skader, når de begiver sig ned ad pisterne. Men særlig en gruppe har formentlig lidt for meget fart på.
Hvem kommer til skade på skiferien?
Ud af de 1300 danskere, der i perioden november 2022 til marts 2023 kom til skade, udgjorde aldersgruppen 50 til 59 år næsten en fjerdedel. Det oplyser SOS International, som hjælper danskere før, under og efter skiferien.
Og det er tilsyneladende oftest mænd, der kommer mest galt afsted. Tidligere tal fra skisæsonerne 2017-2020 viser nemlig, at mænd stod for godt 60 procent af alle skiskader, mens kvinder stod for de resterende 40 procent.
Næst efter de 50 til 59-årige var det de 10-29 årige, som kom mest til skade. Denne aldersgruppe stod for omkring 18% af alle skiskaderne.
Hvilke skader får man på skiferien?
Et kig i skadestatistikken viser, at det – måske ikke så overraskende – særligt er knæ og underben, som danskerne kommer til skade med på skiferien – næsten halvdelen af alle skader (45%) ligger i denne kategori.
Ifølge Sune Jauffred, der er læge ved SOS International, er knæene særligt udfordret, fordi de bliver udsat for mange vrid. Men vi sætter i det hele taget mange flere muskelgrupper, led og sener i arbejde, end vi bruger til daglig. Derfor vil man få stor gavn af at træne led og muskler inden skiferien.
Hvis du gerne vil minimere risikoen for skader, lyder anbefalingen fra Sune Jauffred derfor, at det kan være en god ide at løbe eller cykle tre gange om ugen. Udover konditionstræningen kan det også være en god idet at træne squats, skihop, wall sit, planke og torsorotation.
Næst efter knæ- og underbensskader kommer flest til skade med deres skuldre, som står for 19%, mens hver tiende skiskade (11%) er en skade på albue eller hånd.
Hav de rette forsikringer klar
Udover at give dig selv de bedste forudsætninger for, at du ikke kommer til skade, mens du står på ski, bør du også være sikker på, at alle er forsikret, inden du drager afsted mod de stejle pister.
Det er nemlig ikke nok med en rejseforsikring. Du skal også have styr på din indboforsikring og ulykkesforsikring for at være sikret godt nok, inden du tager af sted.
Hvor sker der flest skiulykker?
Ifølge SOS International kommer danskerne oftest til skade på pisterne i Østrig (51 procent), Italien (19 procent), Frankrig (12 procent), Norge (10 procent) og Sverige (5 procent) – resten er øvrige lande. Forklaringen på, hvorfor Østrig ligger i toppen i skadestatistikkerne, er ganske klar. Det er Danskerne absolut favoritdestination, når det kommer til at stå på ski.